To damer i sort, sidende bag et lille sort bord, på to sorte stole, rækker mig et papir. På papiret står: ” [Navn] begiver mig nu af egen fri vilje mod min egen slutning. Jeg vedkender også at på trods af denne slutakt er fremskyndet ved hjælp af THE END er varetagerne af min personlige slutning frataget alt ansvar. Underskrevet og erklæret under ed pr. (dd,mm,åå)”.
Jeg sætter mig i kø til min slutning, på en lille sort bænk, som står ved siden af den store sorte box. Og tænker over hvilken slutning det er. En kortslutning? Eller en lang. Slutningen på hvad? På noget godt eller skidt. Det er jo rart når skidte ting slutter. Knap så rart når gode ting slutter. Er det slutningen på alt? Alt i alt? Eller bare på det nu, der lige er gået?
Inden jeg når længere i slut-tankerne viser damen i sort tøj mig indenfor. I den sorte box. Stoffet suger al lyd til sig. Der er helt mørkt. Helt helt mørkt. Så mørkt, at når du bare kigger med åbne øjne, er mørket det, du ser. Og du ser ingenting. For mørket ligner ikke noget. Det er bare mørkt. Udenfor er der lyd. Lyden af slutningen. Det kradser i ørene. Øjnene er lysvågne, men ser bare mørket. De kæmper for at forstå hvad mørket siger og vil dem. Men de er blændet.
Torden. Lyden af torden.
Mørke.
Mørke igen. Mere mørke. Bare mørke. Mørkt mørke.
Og så kommer damen i sort og lukker lyset ind.
Slutningen var faktisk kort. Men på en lang måde. Tiden og mørket flød sammen.
Det var min slutning.
DEN FRIE SATELLIT
