Dagens premiere. Tableau i karakterer
Alle har indtaget rummet i deres oprindelige kostume fra den første dag, hvor alle skulle vise et værk. En pige i sort ligger på gulvet, fladt, trykket op mod væggen. En anden står i stram, lårkort, mørkeblå kjole og hvid skjorte. Over hovedet er trukket en nylonstrømpe. I hånden har hun en økse, som er hamret ned i en hukkeblok. Hendes ene blå stillet hviler på hukkeblokken. På en parkbænk sidder en due med et fotoapperat. Dens tykke hale er lænet op af en skraldespand. En lyshåret pige i sort tøj står foran en sortmalet væg og holder en lys strimmel af malertape i hånden. Tapen sidder fast øverst på væggen. Bag en lille/stor Black box sidder to piger i sort. De sidder bag et bord med sort dug og er ved at arkivere papirer. Den ene holder en sort mappe og nogle dokumenter i hånden, mens den anden rækker ned mod en lille sort arkiveringskasse. Midt i rummet står en kjole med ben, men uden hoved. Den er orange og laksefarvet i nuancerne og er prydet med guldpalietter og glasdråber. Den har hudfarvede nylonstrømper på og rosa silkestiletter. Ved siden står en pige ved et filmkamera på stativ og kigger på pigen med malerstrimlen i den modsatte ende af rummet. Hun holder ved kameraet, der lyser rødt og filmer en tom stol. Alle figurer er stille. Som stoppet i en bevægelse. Rundt imellem dem går en fotograf og dokumenterer dette lange øjeblik. Kameraets knipse-lyd er den eneste i rummet. Og så tastelydene når dette skrives. Der er mange blikretninger i rummet. nogle blikke mødes, nogle er rettet mod den handling, som er stoppet mens andre kigger ud i rummet.
Ingen fra publikum tør betragte de levende statuer på nært hold. De sidder på stole rundt om et bord og kigger på spændingen figurerne imellem. Det er mærkeligt. Hvis disse fastfrossede figurer havde været statuer, døde og ikke levende, havde publikum nok turde kigge hæmningsløst tæt på figurerne. Hvad kigger de på? Hvad er de i gang med? Men ingen tør.
Spændingen i rummet er til at skære i. Tyk koncentration og spændte kroppe vibrerer i det sort/hvid malede rum. Øjenvippernes bevægelse kontrolleres, så de kun glider over øjnene når det er højst nødvendigt. Det skaber et stift blik og understreger den spænding som rummet er fyldt af. Hvad ville der ske hvis man kiggede dem i øjnene? Ville de kunne holde masken? Som man siger. Ansigterne afmattes gradvist. Kæberne løsnes lidt, kinderne hænger lidt tungere, blikket blødes op.
En publikummer kommer ind i rummet fra en side, hvor hun bliver nødt til at gå igennem rummet. Det tager autoriteten fra rummet i et øjeblik, hvilket klæder det. En anden publikummer griner klokkeklart lidt efter. Igen udfordres den magt rummet besidder. Spænding er magt?
Lige så stille blødes magtforholdene i rummet op. Efter kvinden, der blev tvunget igennem rummet, uden at kende spillereglerne, blev en mand inspireret, og han står nu og danner en figur mellem duen og pigen med malertape. Han har placeret sig helt op af væggen og står næsten stille. Han går ikke rundt imellem figurerne, men har indtaget en plads i deres betydningsverden.
Jeg har sat mig i den tomme stol, som kameraet filmer, men den røde lampe lyser ikke mere. Batteriet må være gået ud. Det holdt ikke batteri i dette udvidede øjeblik.
