8 personer sidder bag et langt bord. De er alle klædt i farverne sort, grå, hvid, eller blå. Bagved dem er der en sort væg og en hvid væg. På bordet er udspændt en hvid dug. De skriver på den. Der er helt stille i det 8-kantede sort/hvide rum. Eneste lyd er den loopede besked fra højtalere, der fortæller det fraværende publikum, hvad der udspiller sig i rummet lige nu. Og selvom om der lige nu ikke er publikum, er bevidstheden om dem, publikum, meget tilstede blandt performerne. Spørgsmålet ”hvordan inddrager man publikum i en diskussion” omformede den typiske cirkelformede bordopstilling med stole til en panel-form, ét langt bord, hvor de diskuterende sidder på række. De taler ud til det tomme rum. En front ladet med spredehagls-spørgsmål, ideer, forslag, koncepter – som skal afprøves, testes, omsættes. Lige nu udvikler performerne i samarbejde en koreografi til den lille Black Box, som i løbet af dagen, skal danses ud af det 8-kantede Rum 6.
Rummet er ved at undergå en forandring: De hvide vægge males sorte. I the White ube/Black Box står en ensom parkbænk, med grøn og lyserød graffiti på ryglænet. Ved siden af bænken står en skraldespand fra Københavns Kommune. Der er gamle klistermærker på og skrald i. På bænken ligger et duekostume og sover uden sin ejermand. Stigen bagved bænken indikerer, hvor langt malerprocessen er kommet. Længere henne ligger en orange og laksefarvet balkjole, med palietter, glasperler, fjer og puf. Ved siden af den står et par stiletter i rosa silke og en rødbrun lædertaske med guldbeslag. Ved siden af den står den lille Black Box. Den ligner en lille bus. Væggene er lavet af sort, tykt stof, der sluger al lyd fra rummet, og giver den en mystisk og rolig fremtoning. Performerne er ved at lave en koreografi for den lille Black Box. Rundt i rummet vandrer den. Den danser. The black-box dance!
